Miljøskadelige stoffer - Miljøscreening

PCB er oplistet blandt verdens 12 mest miljøskadelige stoffer og kan være årsag til forurening af bygningsmaterialer, jord og indeklima.

Der fremgår af Affaldsbekendtgørelsens kap. 13, at der skal screenes for PCB i forbindelse med nedrivning eller renovering, som omfatter >10 m² i bygninger, som er opført eller renoveret i perioden 1950-1977. PCB i åben anvendelse som f.eks. fugemasse og malinger blev forbudt i 1977, men lukket anvendelse blev først forbudt i 1986.

Typisk vil en miljøundersøgelse indledes med en screening, hvor risikoen for forekomst af miljøskadelige stoffer vurderes på baggrund af tilgængelige data om bygningen -eventuelt suppleret med enkelte prøver for at underbygge vurderingen. Når risikoen er kendt, er der mulighed for at lave en decideret kortlægning, hvor der udtages prøver fra materialer og bygningsdele til laboratorieanalyse.

På baggrund af analyseresultatet kan der udarbejdes en arbejdsbeskrivelse, hvoraf det fremgår hvordan arbejdsmiljøet håndteres, så håndværkerne er korrekt beskyttet mod skadelig påvirkning fra stofferne, samt hvordan affaldet skal bortskaffes for at opfylde gældende lovgivning. Ved større byggerier skal analyseresultatet indarbejdes i Plan for Sikkerhed og Sundhed (PSS)

Asbest er på grund af dets unikke materialeegenskaber blevet anvendt i flere tusind år. Der er eksempler på keramik dateret til 2.500 f.kr., hvor leret har været tilsat asbestfibre for at gøre det mere holdbart, og for 2.000 år siden blev ligklæder, som kunne kremeres uden at gå til, lavet af asbest.

Asbest anses i dag for at være kræftfremkaldende, og er forbudt at anvende i byggeriet, men da der kan gå en lang årrække fra udsættelse for asbestfibre til at man udvikler sygdom som følge heraf, er man først sent i historien blevet opmærksom på sundhedsfaren ved asbest. Konsekvensen har været at materialet er blevet vidt udbredt til en lang række produkter, som fortsat kan findes i den eksisterende bygningsmasse.

I Danmark har asbest være anvendt i byggeindustrien gennem størstedelen af det 20’ende århundrede frem til 1990 hvor de sidste dispensationer ophørte. Den mest kendte anvendelse har været i tagbølgeplader, men materialet har også været tilsat en række gulvbelægninger, indvendige væg- og loftbeklædninger, mørtler, klæbere og spartelmasser samt tekniske installationer, isolering m.m.

På grund af relativ let tilgængelighed, forholdsvis simple udvindingsmetoder og alsidige anvendelsesmuligheder har bly været anvendt siden oldtiden – både som tilsætning til mad og vin, pigment i malinger og sminke og i ren metallisk form.

At der kan være sundhedsfare forbundet med udsættelse for bly har været kendt næsten lige så længe, og allerede på Hippokrates tid blev nervelidelserne dropfod og drophånd sat i forbindelse med udsættelse for bly.

I byggeriet i Danmark har bly været anvendt i ren metallisk form til tagdækning og til inddækninger omkring vinduer, skotrender mv. Blylegeringer har været anvendt til sammenlodning af zinkplader og render, og bly i forskellige kemiske forbindelser har været anvendt som pigment og rustbeskytter i maling.

Anvendelsen af bly er gradvist blevet udfaset, og i november 2007 trådte en stramning af blybekendtgørelsen i kraft, som forbød enhver anvendelse af bly i byggeriet. Undtaget herfra er dog ved renovering og reparation af fredede og bevaringsværdige bygninger, samt kirkebygninger af kulturhistorisk betydning, hvor anvendelse af f.eks. blymønje og blyplader fortsat er tilladt.

Som pigment har den største anvendelse af bly været som basisk blycarbonat 2PbCO3·Pb(OH)2, bedre kendt som blyhvidt. Anvendelsen af blyhvidt ophørte gradvist i perioden efter 2. verdenskrig, hvor der var knaphed på bly og andre hvide pigmenter blev tilgængelige. Et decideret forbud mod anvendelsen af blyhvidt i Danmark kom dog først i juni 1991, hvor salg af maling indeholdende blycarbonater eller blysulfater blev forbudt.

Foruden bly kan der være risiko for forekomst af andre tungmetaller i bygningsdele og jord.

Stoffer som f.eks.: arsen, cadmium, chrom, kobber, kviksølv, nikkel, zink har gennem tiden af forskellige årsager været tilsat overfladebehandlingsmidler som maling, træ- og rustbeskyttelse. Kviksølv har f.eks. historisk været anvendt som rødt pigment og som konserveringsmiddel i de tidlige plastikmalinger. Zink har været anvendt som hvidt pigment bla. i litopone, og som korrosionsbeskyttelsesmiddel.

Fælles for stofferne er, at de alle er omfattet af Arbejdstilsynets grænseværdiliste og betegnes iht. affaldsbekendtgørelsen afhængigt af koncentrationen som farligt affald. Det betyder, at såfremt stofferne forekommer i bygningsdele, som skal renoveres eller nedrives, skal der træffes foranstaltninger, som beskytter håndværkerne mod udsættelse for stofferne, og affaldet skal bortskaffes i henhold til gældende regler.

Vi tilrettelægger og udfører miljøundersøgelse for tungmetaller på baggrund af en konkret vurdering i hver enkelt sag.