Maj 2010
Nyhedsbrev maj 2010
Møde i Biarritz i Frankrig vedr.: International research group on woodpreservation (IRG)
Ved mødet, hvor der var samlet ca. 250 personer fra 55 lande, var Hussvamp Laboratoriet repræsenteret ved Jørgen Bech-Andersen.
Emnerne var delt op i følgende grupper:
· Træødelæggende svampe – brun-/hvidmuld
· Blåsplint
· Træødelæggende insekter
· Termitter
· Marin nedbrydning
· Fysisk nedbrydning
· Træs naturlige resistens
· Hydrofob (vandskyende) behandling
· Træ-kompositter
· Træ-modifikation med varme
· Nye træbeskyttelsesmidler
· Diffusionsmidler
· Kemiske analyser
· Mikrobiologiske metoder
· Laboratorietest
· Markprøvninger
Nye metoder
Pulserende elektrisk strøm
Norges Landbohøjskole har taget patent på en metode til at forebygge svampeangreb i træ, idet de sætter en svag strøm til træet, hvor der skiftes fra positiv til negativ pol. De vil nu prøve at sætte en pulserende strøm til f.eks. ledningsmaster, vinduespartier af træ og måske træterrasser.
Ligesom man har kobberresistente svampe kan man også forestille sig, at der vil fremkomme svampe, der vil være resistente overfor den pulserende strøm, men det bliver spændende om man kan undgå svampemidler.
DNA-analyse til bestemmelse af svampe
Der bliver stadig lavet forsøg med bestemmelse af træødelæggende svampe ved DNA-analyse. Det kan lade sig gøre, men det kræver forekomst af mycelier og er stadig tidskrævende og dyrt.
Robinie til opbinding af vinstokke
Der har i mange år været anvendt robiniestokke til opbinding af vinplanter, idet de har naturlig resistens overfor trænedbrydende svampe.
Der er dog ved at blive mangel på robinietræ, så man har forsøgt at anvende andre træsorter imprægneret med kobber-propikonazol, men de har ikke samme holdbarhed, som robinie. Ved dyrkning af vinplanter sprøjtes der med kobberforbindelser hen ved 8 gange om året. Det er muligt, at der udvikles en række kobberresistente svampe i jorden, der angriber stokkene til opbinding. Nu forsøger man sig i stedet med jern beklædt med plast.
Trykimprægnering af gran ved hjælp af svampe
Mastesvamp, Physisporinus vitreus, der gennem årene har nedbrudt pælefunderingen i København, bliver i Schweiz podet på gran, hvor dens evne til at åbne porerne mellem trakeiderne udnyttes, med det formål at kunne trykimprægnere gran, der ellers ikke kan trykimprægneres.
Borforbindelser til svampeforebyggelse og bekæmpelse
Der var flere bud på borforbindelser, som ikke kan udvaskes, dels ved at blande bor med spildolie, polyvinylalkohol og lim i limtræ, dels ved at kombinere brandhæmning med svampebeskyttelse.
Ifølge Jeff Lloyd er man så langt nede i borlejerne i USA, at bor bliver dyrere, men der findes også borlejer i Tyrkiet og Italien.
Nedbrydning af cellulose
Mens man tidligere regnede med, at det var enzymet cellulase, som produceres af træødelæggende svampe, der spalter cellulose, har det vist sig, at sukkeret i cellulosen frigøres ved den såkaldte fentonreaktion, hvor jern virker som katalysator ved dannelse af brintoverilte. Når den Ægte Hussvamp er interesseret i mørtel, er det foruden kalken, der neutraliserer den dannede oxalsyre, også på grund af mørtelens indhold af jern.
Jørgen Bech-Andersen