Hvordan udtages prøven

Hvis du kan se svampefrugtlegemer eller svampemycelie på overfladen af det angrebne træ, skal du selvfølgelig udtage det som prøve, da det giver den langt sikreste bestemmelse.

Pak de friske frugtlegemer/mycelie ind i nogle lag papir; køkkenrulle, avispapir el. lign.,ikke bare i en lukket plasticpose, da de friske svampe så bestemt ikke er særligt friske længere, når de har været en tur igennem posten. Pak herefter det hele i en solid konvolut eller prøvekuvert og ledsag det hele med en udfyldt rekvisition.

Hvis der ikke er svampe eller mycelie på det angrebne træ, skal du sende os et stykke af det angrebne træ, som vi herefter vil analysere for at bestemme hvilken svampeart, der har forårsaget skaden.

Udtag et stykke på minimum 1x5 cm af træet/materialet. Tag det ikke, hvor det ser "værst" ud, men tag prøven på overgangen imellem frisk træ og skadet træ. Tag gerne flere forskellige stykker. Hvis du pakker dem som en prøve vil de blive analyseret sammen og et samlet resultat vil blive givet. Hvis skaden er stor og variabel, kan det være en fordel at udtage flere forskellige prøver og mærke disse hver for sig. Så er det muligt at analysere prøverne selvstændigt og herefter give en procentuel sammensætning af råd/svampeskade.

Hvis der skal laves en skadesvurdering mht. forsikringsdækning, er det vigtigt at vi modtager et stykke af det angrebne træ/konstruktion, selvom der er synlige svampe på konstruktionen, ellers kan vi ikke vurdere skadesgraden.

Hvis det drejer sig om en forsikringssag, er det under alle omstændigheder en god ide at aftale prøvetagning og -sending med dit forsikringsselskab inden du udtager og sender prøver til os. I mange tilfælde vil forsikringsselskabet betale for analysen.